Dubrovniks gamle bydels historie
Dubrovniks gamle bydels historie
For at forstå Dubrovnik skal man først forstå, hvad det engang var: en fri republik, der overlevede i næsten fem århundreder takket være efterretningstjeneste, diplomati og en næsten stædig insisteren på uafhængighed. Grundlagt i det syvende århundrede af romerske flygtninge, der flygtede fra den slaviske invasion af Epidaurum – det moderne Cavtat, et par kilometer mod syd – voksede den bosættelse, der senere skulle blive Dubrovnik, på en lille klippeø adskilt fra fastlandet af en lavvandet kanal.
Denne kanal blev til sidst udfyldt i det tolvte århundrede og dannede Stradun, der stadig er den vigtigste færdselsåre i den gamle bydel i dag. Men selv før da var byen begyndt sin lange opstigning under navnet Ragusa – et navn, der højst sandsynligt stammer fra det latinske ord for det klippefyldte forbjerg, hvor den stod.
En maritim magt, der kan konkurrere med Venedig
Republikken Ragusa – officielt proklameret i 1358 efter at den var blevet frigjort fra venetiansk autoritet – blev en af de mest sofistikerede bystater i det middelalderlige Middelhav. På sit højdepunkt i det femtende og sekstende århundrede sejlede ragusanske handelsskibe til alle større havne i Europa, Levanten og Nordafrika. Republikkens flåde var den tredjestørste i verden. Dens købmænd var blandt de rigeste i den kendte verden.
Det, der gjorde Ragusa bemærkelsesværdigt, var imidlertid ikke blot dens rigdom, men også de mekanismer, den brugte til at beskytte og opretholde den. Republikken Ragusa blev styret af et adelig råd med en præst, der tjente i en enkelt periode på tredive dage – et tidligt eksperiment i forebyggelsen af tyranni. Den afskaffede slavehandelen i 1416, længe før det meste af verden anså sådan noget for muligt. Den etablerede et af verdens tidligste offentlige sundhedssystemer, hvor skibe blev sat i karantæne under Den Sorte Død. Den byggede hospitaler, børnehjem og et apotek – Franciskanerklosterets gamle apotek, der stadig er i drift i dag – der stammer fra 1317, hvilket gør det til et af de ældste fungerende apoteker i verden.
Ragusas store rival var Venedig, den dominerende adriatiske magt, der kontrollerede en stor del af den kroatiske kystlinje. De to republikker omringede hinanden i århundreder med den vagtsomme respekt fra næsten ligestillede. Ragusa hyldede det Osmanniske Rige – ikke af svaghed, men som en beregnet diplomatisk forsikringspolice, der købte det handelsfrihed over det østlige Middelhav og beskyttede det mod osmannisk aggression, mens venetianerne forblødte sig selv i endeløse krige.
Jordskælvet i 1667 og den store genopbygning
Den 6. april 1667 ramte katastrofen. Et ødelæggende jordskælv ramte Ragusa og dræbte næsten to tredjedele af byens befolkning – nogle estimater anslår dødstallet til 5.000 i en by med omkring 7.000 indbyggere. Byen brændte i dagevis efter. Jordskælvet revnede republikken op på måder, som tiden aldrig helt har helet; de gamle adelsfamilier blev ødelagt, økonomien blev rystet i sin grundvold, og rivaler handlede hurtigt for at udnytte svagheden.
Det, der dog dukkede op fra ruinerne, var noget bemærkelsesværdigt. De ragusanske borgere – med en modstandsdygtighed, der synes at have ligget i vandet her – genopbyggede. Byen, der rejste sig fra ruinerne, var mere storslået end før, bygget i en harmonisk senbarokstil, der giver Dubrovniks gamle bydel meget af dens visuelle enhed i dag. Stradun blev anlagt i sin nuværende form, katedralen blev genopbygget, og paladserne blev restaureret. Jordskælvet slettede en middelalderby; det, der erstattede den, var et barokmesterværk.
Republikkens afslutning og belejringen af 1991
Republikken Ragusa overlevede jordskælvet, men kunne ikke overleve Napoleon. I 1806 besatte franske styrker byen, og i 1808 blev republikken formelt opløst – hvilket afsluttede fire århundreders uafhængighed. Dubrovnik overgik til Habsburgerne, derefter til Jugoslavien og endelig til det nyligt uafhængige Kroatien i 1991.
Det år bragte en rædsel, byen ikke havde set i århundreder. Da de jugoslaviske krige begyndte, belejrede de serbiske og montenegrinske styrker fra den jugoslaviske folkehær Dubrovnik – en by uden militær betydning – i otte måneder og bombarderede den med artilleri i fuld offentlighed. Granaterne beskadigede eller ødelagde omkring to tredjedele af bygningerne i den gamle bydel, knuste de middelalderlige tagsten og dræbte hundredvis af civile.
Det internationale samfund var rasende. UNESCO handlede hurtigt for at koordinere en genopbygningsindsats, der blev en af de største og mest omhyggelige i europæisk historie. Håndværkere blev bragt ind for at finde og skære den samme kalksten fra Korčula-øen, som var blevet brugt i århundreder. Tagsten blev matchet med historiske fotografier. I midten af 1990’erne var Dubrovniks ar stort set helet – selvom de, der ser nøje efter, vil bemærke forskellen i nuance mellem de gamle tagsten og de nye.
At byen ikke blot overlevede, men også trivedes, vidner om den samme stædige vitalitet, der holdt Republikken Ragusa uafhængig så længe. Dubrovniks gamle bydels historie er i sin kerne en historie om en by, der nægtede at forsvinde.